Sange og viser har gennem alle tider været blandt de udtryk, de svage i samfundet har gjort brug af, når de skulle vise deres antipati mod noget eller nogen. Et våben for undertrykte grup-per i kampen mod arbejdsgiveren, ridefogeden, skibsofficererne eller den siddende regering. Nogen gange var det nu blot konen eller den utro kæreste der skulle høre nogle sandheder.

På kassettebåndet Når visen får brod har musiketnologen Svend Nielsen samlet en række smædeviser, drillesange, nidviser og protestsange. Der er lige fra den lidt kærligt drillende "min kone gik på harejagt" til smædeviser der er blevet brugt i faglige konflikter, nogle lidt harmløse, andre saftige, og andre igen giver råt for usødet.

Kritikvisernes formål er ikke at give tilhøreren en musikalsk oplevelse.Det gælder om at få det kritiske budskab klart ud og så ikke mindst at skabe en fællesskabsfølelse indenfor den gruppe der står inde for, hvad sangindholdet siger. Musikken er et middel til at nå dette mål.

Svend Nielsens indføring i denne genrer indenfor dansk folkesang der stadig er spillevende, er levende og engageret. Og så er det iøvrigt første gang, at genren tages op til en samlet behandling. Kassettebåndet er et supplement til heftet, og ikke alle indslagene på er er måske helt teknisk perfekte, men spændende er de i hvert fald at lytte til.

De allerfleste af os vil nok umiddelbart tænke på skolegården eller legepladsen derhjemme, når talen falder på sanglege. Sanglege er noget som børn morede sig med ,og som man var færdig med, når man kom op i de større klasser.

Men sådan har det langt fra altid været. Går man tilbage til sidste århundrede legede børnene måske nok også sanglege, men det var først og fremmest i ungdomsgenerationen de havde deres funktion. Man skulle være konfirmeret for at være med, og så fortsatte man til man blev gift. Sanglegen var en af de situationerne der gav karlene og pigerne en god lejlighed til at komme i kontakt med hinanden under tvangfri former.

Efterhånden udkonkurrerede forsamlingshusballer og kroballer de fleste steder sanglegen, men folk med tilknytning til den religiøse vækkelsesbevægelse Indre Mission og KFUM og KFUK tog afstand fra dansen, og de holdt fast ved at lege sanglege i forbin-else med deres møder og fester.

Sanglegene har karakter af kærestelege. De blev oftest leget i det fri og var uden musikledsagelse. Bogen er et resultat af et indsamlingsarbejde der har stået på i en årrække med en række bidragydere fra Vestjylland (Lønborg) og fra Sydfyn (Dreslette), men også mange andre egne er repræsenteret i det materiale som tekster, melodier og legebeskrivelser er hentet fra.

I tilknytning til bogen har Inger Smedegaard udgivet et kassettebånd, hvor hun har indsunget sanglege-ne, så man kan høre hvordan i lyder.

På kassettebåndet bringes 44 eksampler på gaderåb fra perioden 1935 - 1988. Bånder inde-holder dermed samtlige kendte lydoptagelser af danske gaderåb frem til 1965, samt enkelte senere optagelser, bl. a. en lydmosaik fra Det gamle Grønttorv i København optaget i 1987.

Vi møder bl.a. fiskehandleren, kludekræm-meren, og grønthandleren, der - trækkende med sin vogn eller bærende på sin kurv - af fuld hals annoncerer sine varer.

At råbe, som gadehandlerne gjorde, er ikke noget man sådan bare uden videre gik hen og gjorde. Det var en kunst, man lærte sig ved at efterligne de mere erfarne i faget. Det gjaldt bl. a. om at lære sig et råb der var til at at holde ud at gentage i en uendelighed, når man skulle vandre op og ned ad gader og stræder i timevis.

Det var også vigtigt at kunderne kunne gen-kende gaderåbet og dermed gadehandleren. Der var næppe to gaderåb der var helt ens.

Gaderåbet skulle ikke være kønt, det skulle være effektivt, således at også madam Svendsen på 5. sal kunne høre det gennem den almindelige gadelarm, og samtidig skulle det være så tydeligt at det kunne forstås hvad gadehandleren havde at tilbyde i dag, og til hvilken pris.

Gennem de 44 optagelser kan man danne sig et indtryk af gaderåbenes karakter, og man kan få en fornemmelse af den udvikling, gaderåbet og råbteknikken har gennemløbet indenfor et halvt århundrede.

Hej sig op præsenterer lytteren for en række af de sange, som sejlskibssøfolkene brugte i deres hverdag på søen og i havnene i begyndelsen af det tyvende århundrede, altså i sejlskibenes allersidste årtier, og sangene er sunget af søfolkene selv.

Sømændenes egne sange er langt fra de sam-me som det vi kender under betegnelsen sømandssange. Viser som "Den er fin med kompasset" og "En sømand har sin enegang" er nok sange der handler om sømandslivet, men de er skrevet af folk på land for folk på land.

Her på Hej sing op 1, shanties og opsange bringes sange der indgik som en integreret del af de forskellige arbejdsprocesser ombord på sejlskibene. De søfolk der synger her, har selv brugt sangene, når de hejsede sejl eller lettede anker.

Det var på de store skibe: fuldriggere, barker og barkentiner at disse arbejdssange var i brug. Besætningerne her var som regel sammensat af mange nationaliteter og arbejdssproget var engelsk. Dette er grunden til at de engelsksprogede shanties dominerer blandt optagelserne, mens der kun findes relativt få optagelser af de skandinavisksprogede opsange.

Den enkelte shantys eller opsangs strofebygning og udformning havde tæt sammenhæng med den arbejdsproces, den fungerede i, og processerne var mangeartede. Der brugtes arbejdssange i forbindelse med hejsning af sejl: Haleshanties og hånd over hånd-shanties, ved sejlsurring: ryks-hanties, ved arbejdet i gangspillet: gangspils-shanties og ved bradspillet for at hejse de mindre sejl: bradspilshanties og ved arbejdet ved pum-pen: pumpeshanties.

Opsangene fandt anvendelse på de større skandinaviske sejlskibe, og de her indspillede opsange er brugt i forbindelse med pumpearbejde eller hand over handarbejde.

CD'en/kassettebåndet præsenterer for første gang et udvalg af traditionelle sange fra hele Grønland: Fra Østgrønland, Sydgrønland, Det centrale Vestgrønland - Umannaq-Upernavik området - og Thule. Vi står i dyb gæld til de mange sangere, både de nulevende og de længst afdøde hvis store kunnen fremgår af disse optagelser.

En forudsætning for udgivelsen er også de indsamlere der siden begyndelsen af det tyvende århundrede lavede lydoptagelserne (De ældste optagelser er fra 1905-06) på fonografvalser, lakplader, stålbånd, spolebånd og kassettebånd.

Disse optagelser er nu blevet overført til digital lydgengivelse, og uden bevaringen af de gamle optagelser ville det ikke have været muligt at høre hvad der var sunget og hvordan sangen var blevet udført langs den grønlandske kyst.

I det medfølgende indstikshefte er der en indledning til hver sang, og en detaljeret beskrivelse kan findes i bogen "Traditional Greenlandic Music" der er lavet som parallel-udgivelse til CD'en/kassettebåndet. Bogen indeholder tekster til mange af sangene (nogle af sangene er udelukkende sunget på ja ja) så vel som kommentarer og nodeudskrifter til alle 55 sange.

"Folk synger" var titlen på en række månedlige udsendelser med gamle traditionelle viser og spillemandsmelodier. som Danmarks Radio i samarbejde med Dansk Folkemindesamling (først og fremmest Thorkild Knudsen) og sanghistorikeren Karl Clausen lavede i første halvdel af 1960-erne.

Udsendelserne blev af Dansk Folkemindesamling brugt i indsamlingsarbejdet idet man her igennem kom i kontakt med nye lyttere, der kendte den slags sange og spillemandsmelodier.

I 1966 afsluttede Thorkild Knudsen serien med en række udsendelser der bragte nogle af de bedste af de optagelser fra folkemindesamlingen som i de forløbne år var bragt i "Folke synger".

Blandt disse optagelser har Folkemusikcentret i Hogager på denne dobbelt-CD udvalgt i alt 60 viser og saillemandsmelodier fremført af 41 sangere og spillemænd (i alt 145 minutter)

Dette er en dokumentarisk udgave af noget så sjældent som en fynks tjenestekarls 245 år gamle håndskrevne dansemelodier!

I stavnsbåndets tid midt i 1700-tallet anlagde Rasmus Storm på Sydfyn sig en violinbog med dansemusik. Rasmus Storms forældre var fæstebønder under Brahetrolleborg, men selv var han ikke nogen helt almindelig bondesøn, for han forlod på et tidspunkt sit fødesogn for at blive tjenestekarl hos en købmand iFåborg, og han har mindst én gang været i Norge.

Rasmus Storms nodebog udgives uforkortet og fotografisk efter originalen. Den indeholder 71 dansemelodier - først og fremmest menuetter og polskdanse, men også nogle marcher, murky'er, engelskdanse og sangmelodier.

Det vides ikke med sikkerhed hvor Rasmus Storm har opsamlet sine melodier. Bogen fremstår som en fascinerende blanding af kunstmusik, populærmusik og folkemusik.

Nodebogen er det ældste manuskript, som Dansk Folkemindesamling ejer i sin store samling af spillemandsbøger. Den repræsenterer det ældste lag som har levet videre i 1800- og 1900-tallets spillemandsmusik, og mange af dens melodier besidder en musikalsk kvalitet, som alderen ikke har kunnet fordunkle.

Bogen er så pænt skrevet, at man kan spille efter den fotografiske gengivelse uden problemer. Men bogen er mere end en nodeudgave!

Udgiveren Jens Henrik Koudal er folkemusikforsker og arkivar på Dansk Folkemindesamling. Han har skrevet en grundig indledning om bogens oprindelse om dansene, om melodiernes karakter og om bogens placering i forhold til alle kendte danske dansemusikmanuskripter fra 1700-tallet, og der er kommentarer til de enkelte melodier, litteraturhenvisninger og registare.

Udgaven er uomgængelig for enhver der ønsker at beskæftige sig seriøst med ældre tiders folkelige dansemusik i by og på land.

Hvad er det der gør, at man i en lang periode kan høre en sang igen og igen uden nogen sinde at lære mere end nogle enkelte brokker af den, mens en anden hænger fast i hukommelsen, efter at man blot har hørt den ved én enkelt lejlighed?

Hvordan kan det være, at man selv kan synge en sang eller nynne en melodi dag ud og dag ind i uger eller måneder og så alligevel glemme den så grundigt, at man ikke på et senere tidspunkt kan stykke den sammen i hukommelsen igen, mens andre sange selvfølgeligt følger én et helt langt liv igennem?

Noget af forklaringen må søges i melodien og tekstens opbygning og indhold - noget er nem-mere at huske og genskabe end andet. En del af forklaringen må også søges i ydre omstændigheder, for selvfølgelig er der større chancer for, at en sang vil glice ud af minde, hvis man ikke med mellemrum udefra bliver tilskyndet til at bruge den.

Den vigtigste faktor står imidlertid endnu tilbage: sangerens egen indflydelse på, hvad han vil lære, og hvad han vil blive ved med at bruge. Gennem hele livet vælger og vrager den enkelte mellem et uhyre udbud at tekster og melodier. Repertoiret hos den 50-70 årige er resultatet af en livslang sortering, en sortering der måske ikke sker særlig bevidst, - slet ikke i enkelttilfælde - men alligevel er yderst effektiv.

I denne lille bog bringes 15 viser og samtaler om dem. Samtaler der siger noget om hvad sangeren kræver af den gode vise.

Halvdelen af materialet i Dansk Folkemindesamlings arkiv har tilknytning til sang og musik. Det er den største samling af sin art i Danmark, og for første gang foreligger der nu en samlet indføring i dette "folkemusikarkiv".

Bogen redegør for Folkemindesamlingens historie og opbygning med oplysninger om hjælpemidler. Udgivelsen er rigt illustreret, og der bringes musikeksempler, et register og en udførlig bibliografi.

Bogen henvender sig først og fremmest til alle der vil studere eller blot spille og synge musikken. Den vil også være nyttig for dem der ønsker et overblik over, hvad Folkemindesamlingn har af materialesamlinger, og hvilke hjælpemidler der står til rådighed.

Vagn Holmbo er almindeligvis kendt som en af efterkrigstidens betydeligste danske komponister. Hvad der er mindre kendt er nok, at han i 1930'erne som ung musikforsker levende interesserede sig for folkemusikken, og gjorde en stor indsats som indsamler af folkemusik blandt hyrder i Rumænien.

Atter hjemkommet til Danmark begyndte han i 1935 systematisk at gennemsøge forskellige kvarterer i København for at optegne gadehandlernes råbemelodier, og nedskrivningsvirksomhed fortsatte han med de næste fem år.

Resultatet af hans arbejde blev 242 gaderåb, detaljeret nedskrevet og omhyggeligt kontrolleret. Undertiden skete det endog, at han gennem flere måneder fulgte en bestemt gadehandler.

I bogen Danish Street Cries har Vagn Holmboe suppleret de københavnske gaderåb med en række råb nedskrevet i provinsen, således at bogen i alt indeholder 370 gaderåb fra perioden 1860 til 1960. Gaderåbene er udførligt beskrevet og sat på noder, og på basis af materialet har Vagn Holmboe foretaget en dybtgående analyse af gaderåbenes musikalske struktur, og samtidig gør han væsentlige iagttagelser vedrørende deres sproglige udformning.

Danish Street Cries er et spændende studium indenfor en af musikkens kortformer, og de 370 gaderåb repræsenterer en af de til dato mest omfattende fremlæggelser af gaderåb på verdensplan.

I to-bindsværket Songs of Bellona Island beskriver Jane Mink Rossen indgåede den polonesiske musik, som den har taget form på den lille ø Bellona der er en del af Salomon-øerne i Stillehavet.

For at studere den usædvanlige improviserede frerstemmige sangtradition på øen har Jane Mink Rossen to gange, i 1974 og 1977 i længere perioder besøgt Bellona. Hertil kommer interwiev med udvalgte øboer der på et tidspunkt var inviteret til Danmark.

Den bellonisiske musiktratition er 600-800 år gammel. Den ældste dans fortæller om de første immigranter der i kanoer sejlede fra det vestlige Polinesien til Salomonøerne hvor de slog ned på to små øer, Bellona og Rennel for 25 generationer siden.

Kristne missioneærer forbød i 1939 øboerne at dyrke deres sange og danse sammen med deres natur-religion, men alligevel fortsatte indbyggerne den gamle musiktradition til efter 2. verdenskrig. Musikken og dansen involverer en eller flere ledere og en gruppe sangere og dansere, og somme tider er den akkompagneret af rytmeinstrumentet "te papa" (the sounding board).

Songs og Bellona Island bringer ikke blot et væld af den musik der er ved at dø ud med den ældre gen-eration, men den fortæller også om indbyggerne, traditionerne og kulturen i øvrigt på den lille ø.

Historical Studies on Folk and Traditional Music indeholder artikler lavet på baggrund af foredrag holdt af kendte europæiske musiketnologer under en konference i København i 1995. Konferencen blev afholdt af studiegruppen vedrørende historiske kilder og folkemusik under International Council of Traditional Music and Dance (ICTM)

Artiklernes emner spænder vidt: Danskestadsmusikanter, Arbejdssange i Danmark, Tronheim som musikalsk smeltedigel, Høsttraditioner og rituelle folkesange i Lithauen, Polyfon og sang blandt kvinder i Portugal for blot at nævne nogle enkelte.

The launeddas er Fridolin Weiss Bentzons disputats fra 1969 om det særlige sardiske musikinstument, launeddas, om den musik der spilles på det, om musikerne og om det sociale liv i lokalsamfundet det indgår i.

Materialet til disputatsen bragte han til veje primært under et 6 månedes studieophold på Sardinien i 1957-58, hvor han besøgte så godt som alle de launeddasspillere der mestrede instrumentet godt nok til at de kunne bruges som meddelere og han lavede optagelser af deres spil.

Launeddas er et enkeltrørblads-instrument der består af tre piber: en baspibe og to melodipiber. I bogen gøres der rede for instrumentets udseen-de, fremstilling, stemninger samt spilleteknik. Instrumentet er givetvis en efterkommer efter oldtidens dobbeltpiber, hvis historie går tilbage til begyndelse af første årtusinde f. Kr. Til launeddas dansedes kædedans og disse danse gennemgås. I Sarrabus, Trexenta og Campidano de Cagliari blev musiktraditionen båret af professionelle musikere, og disse områders musikalske og sociale særpræg gøres der rede for.

Bogen beskriver også, hvordan repertoiret ændrer sig med fremkomsten af nye danse, og hvordan launeddas er blevet brugt til sangledsagelse på Sydsardinien, og til marcher og solospil i forbindelse med de religiøse handlinger.

Alt hvad der skal stå af tekst kommer til at stå her.

Det er vigtigt at det står her på yderst fornuftig vis.

Det er forøvrigt en engelsk bog.

Og lidt tekst skal der skam også være.